Praktisk info

Opvarmning

Der er mulighed for tilslutning til naturgas overalt i området.

Gladsaxe kommune etablere i disse år fjernvarme mange steder. I skrivende stund (marts 2023) forventes vores område at få tilbudt fjernvarme omkring 2026-2027. Aktuel information om dette kan findes på kommunens hjemmeside.

Lokalplanen (se nedenfor) rummer mulighed for, under visse forudsætninger, at sætte solfangerpaneler op på taget.

TV og internet

Området er dækket af YouSee-hybridnet og visse steder også af fibernet. Paraboler og antenner kan også opstilles. Grundejerforeningen har ingen fælles aftale om TV- eller internetforbindelse, og har heller ingen planer i den henseende.

Afhentning af affald

Kommunen opfordrer til kildesortering af affald og indsamler jævnligt bla. glas, papir, metal, plastic, og haveaffald ved hver husstand.

Dagrenovation hentes ugentlig, mens øvrige affaldsfraktioner hentes ca. hver 4 uge. Dog hentes haveaffald hver 14. dag fra midt februar til midt december.

På genbrugsstationen på Turbinevej 10 i Søborg kan iøvrigt afleveres alle former for affald med undtagelse af dagrenovation.

Mere aktuel og detaljeret information om affald og genbrug kan findes på Gladsaxe kommunes hjemmeside

Snerydning

Det meste af vores område har offentlige veje og ryddes for sne af kommunen. Enkelte dele af vejsystemet er private veje. 

Fortove samt stier er private og skal ryddes af grundejerne.

Legepladser

Foreningen har etableret en legeplads, hvor alle børn fra foreningen er velkomne. Den ligger mellem Muldvad, Gedvad, Stengårdsvænge og Mogens Alle. Der er adgang via stisystemet.

Legepladsen administreres af et legepladsudvalg, og nye medlemmer er altid velkomne. Kontakt foreningen hvis du er interesseret.

Endvidere er der udlagt legearealer for enden af de blinde stikveje på Muldvad og Stengårdsvænge. Parkering på legearealerne er ikke tilladt.

Stisystemet- fællesarealer/privatarealer

De tre omtalte legeområder er udlagt som fællesarealer, og grundejerne har i fællesskab forpligtelsen til at vedligeholde disse.

Herudover har grundejerforeningen påtaget sig vedligeholdelsen af den asfalterede del af det stisystem, der løber i området nord for Stengårdsvænge. Stierne er alle udlagt på de tilgrænsende grundes matrikler og skal renholdes af de enkelte grundejere. Grundejerforeningen varetager vedligeholdelsen af asfalteringen, medens de ikke-asfalterede stier fuldt ud skal vedligeholdes af de grundejere, hvis jord stierne løber over.

Fællesudstyr til udlån

Foreningen er i besiddelse af forskelligt værktøj til udlån til foreningens medlemmer. Læs mere på siden fællesudstyr.

Lokalplan og deklarationer på ejendomme

Ved husenes opførelse blev der på alle ejendomme påført en deklaration, der stærkt begrænsede mulighederne for ydre ændringer af husene. I årenes løb er der blevet lavet nogle standard-dispensationer, således at visse veldefinerede ændringer blev mulige. Det krævede dog en særlig dispensation fra kommunen i hvert enkelt tilfælde. Disse standard-dispensationer omfattede udbygning af stuen, etablering af carport samt renovering af gavl (træbeklædning).

I april 2015 vedtog kommunen en lokalplan LP 225 til erstatning af de ovenfor omtalte deklarationer der i samme anledning aflyses. I løbet af udarbejdelsen af lokalplanen har grundejerforeningen haft en del møder med kommunen og givet høringssvar inden vedtagelsen.

Lokalplanen søger i store træk at sikre en ensartethed i bebyggelsen, ganske som de oprindelige deklarationer også havde til formål. Lokalplanen lemper dog en smule på visse af de oprindelige begrænsninger og visse utidssvarende detaljer.

Du kan finde lokalplanen her. Hvis linket ikke virker, så gå til www.gladsaxe.dk og søg efter lokalplan for din adresse (Lokalplanen hedder LP 225).

Tilbygninger

Det er tilladt at etablere en tilbygning til stuen. Lokalplanen sætte begrænsninger på hvordan og hvor meget der kan tilbygges, så kig i lokalplanen inden en tilbygning planlægges (se link til lokalplan i forrige afsnit).

Carporte/garager

Der er for hele området udarbejdet en situationsplan, der angiver hvor på de enkelte ejendomme, der kan opføres carport/garage. Situationsplanen fremgår af ovenfor nævnte lokalplan.

Farvevalg

Ved om- eller nymaling af træfacader i bebyggelsen skal følgende farvevalg anvendes:

Vandlåse og -rør

I mange af husene er der monteret en returspærre i afløbet i kælderen for at hindre vandopstuvning ved kraftige regnskyl. Ved systemer med låsebold bør gummibolden udskiftes hvert andet år.

Tage

En del af husene har stadig det oprindelige tag af eternitskiferplader. Der blev i 2000 udarbejdet en rapport om tagenes generelle tilstand (omdelt til alle medlemmer). Rapporten har ikke en konkret konklusion omkring restlevetiden af de originale tage, men påpeger at eternitskifer generelt vurderes til at have en levetid på ca. 45 år. Nogle ejendomme har fået foretaget en rensning og maling af taget, og nogle har helt udskiftet det. I de kommende år må det forventes at en del medlemmer må foretage tagudskiftning.

Overvejes en tagudskiftning er det vigtigt at de gamle plader bliver håndteret korrekt. De indeholder asbest og skal derfor håndteres, opbevares og bortskaffes efter særlige regler. Husk at informere håndværkere om dette.